FOREDRAG OG ANBEFALINGER

Fra arrangører og biblioteker:

“Lotte Kaa Andersen holdt foredrag på Aarhus Universitet sammen med geofysiker David Lundbeck Egholm med afsæt i sin roman Den inderste kerne. Foredraget blev livestreamet til mere end 300 biografer, kulturhuse, skoler, teatre og biblioteker, som alle meldte om stort fremmøde og meget begejstrede tilbagemeldinger fra deres publikum. Foredraget var et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab, ofn.au.dk. Vi arrangører kan på det varmeste anbefale Lotte som foredragsholder.” – Jens Holbech, chefkonsulent: Fakultetet Natural Sciences, Aarhus Universitet.

”Lotte Kaa Andersen deltog i et forfatterinterview hos os om ”Den inderste kerne”, og vi fik langt mere med os end blot de spændende nedslag i romanen. Lotte er en suveræn formidler – utrolig vidende og levende at lytte til. Jeg kan kun anbefale at invitere hende ud til et arrangement.” – Anja Brygmann, litteraturformidler, Patientbiblioteket på Rigshospitalet.

”Sikke en indlevende og energisk fortæller! Lotte Kaa Andersen tog publikum med ind i sin arbejdsproces og forståelse af Inge Lehmann, så det blev vedkommende for alle. Hun delte ud af sin begejstring i en sådan grad at publikum både grinte og lyttede intenst. ” – Ann-Lisbeth Holm, litteraturformidler ved Furesø Biblioteker, Værløse.

I et samarbejde mellem Dalum Bibliotek og Dalum Kirke lyttede godt 100 interesserede deltagere ved et af vore torsdagsmøder i oktober 2022 med på Lotte Kaa Andersens umanerligt spændende fortælling. Lotte Kaa præsenterede meget levende gennem velvalgte billeder og brevcitater Inge Lehmanns geni og personlighed, der først i de senere år er blevet alment anerkendt. Hun formår at tegne et portræt af en kvinde med en stærk vilje og tro på den teori om en fast kerne i jordklodens indre, som hun fremførte i kraft af en stædig insisteren på detaljens vigtighed. Jeg anbefaler varmt Lotte Kaa Andersen til et særdeles tankevækkende og ikke mindst oplysende foredrag.”Lars Hagensen, sognepræst ved Dalum Kirke i Odense.

“Lotte Kaa Andersen har ved flere lejligheder fortalt om sin roman Den inderste kerne på Gentofte Hovedbibliotek, hver gang store succeser både med hensyn til publikumsfremmøde og indhold. Lotte Kaa Andersen er en fabelagtig fortæller, der formidler sit stof på en nærværende, veloplagt og underholdende måde, der tryllebinder publikum. Vi kan på alle måder anbefale at booke et arrangement med forfatteren. “ – Signe Langtved Pallisgaard, litteraturformidler, Gentofte Hovedbibliotek.

”På museet KØN fortalte Lotte Kaa Andersen med smittende begejstring og indlevelse om Inge Lehmanns spændende liv og virke – og arbejdet med at indfange begge dele i bogformat på en måde, der gjorde Lehmann ret, uden at  tegne glansbilleder. Et malende oplæg, der dannede ramme om et skønt eftermiddagsevent her på museet.” – Sara Bradley, museumsinspektør KØN.

“Vi havde i Kulturklubben et dejligt besøg af forfatteren Lotte Kaa Andersen og fik et medrivende og spændende foredrag om arbejdet med romanen ‘Den inderste kerne’ og om Inge Lehmanns liv. Særligt omtalen af hendes vilkår som kvindelig forsker i en mandsdomineret verden gjorde stærkt indtryk. Lotte Kaa krydrede foredraget med flotte billeder, så Inge Lehmann blev genoplivet for øjnene af os. Tak for en fantastisk eftermiddag.” – Bodil Bøtcher Jacobsen, bibliotekar på Aalborg Hovedbibliotek.

“Historisk alumneforening Magistra Vitae på Københavns Universitet inviterede i samarbejde med Dansk Magisterforening Lotte Kaa Andersen til en forfattertalk om kunsten at skrive en historisk roman. Lotte fortalte medrivende om sin store viden om Inge Lehmann og ikke mindst om sit enorme researcharbejde. Det var meget spændende at få indblik i arbejdet bag romanen og de aktive til- og fravalg, Lotte har taget som forfatter. Det var en spændende aften med et nysgerrigt og engageret publikum, som Lotte ivrigt besvarede spørgsmål fra. Vi i bestyrelsen vil til enhver tid anbefale Lotte som foredragsholder.” – Clara Johanne Lambert-Jensen, forkvinde og medarrangør, Magistra Vitae, Københavns Universitet. 

“Vi har på Hørsholm Bibliotek haft den store fornøjelse at have haft besøg at forfatter Lotte Kaa Andersen op til flere gange, senest i forbindelse med bogen Den Inderste Kerne og hver gang til publikums store begejstring. Lotte fortæller personligt, medrivende og med stort engagement om sine bøger, sit forfatterskab og sin skriveproces, og jeg kan kun varmt anbefale at invitere hende til enten et klassisk forfatterforedrag eller til et arrangement med et interview-setup.” – Signe Marie Skovmand Thomsen, litteraturformidler, Hørsholm Bibliotek

”Lotte Kaa Andersens roman ’Den inderste kerne’ taler lige ind i hjertet af, hvad Bloom er: nemlig det sted, hvor litteratur og kunst møder videnskab. Lottes bog skriver sig ind i videnskaben og nuancerer med sit portræt af Inge Lehmann billedet af, hvordan videnskabens store erkendelser bliver til. Og på scenen bliver det formidlet med ægte begejstring og fortælleglæde, så fascinationen af videnskabskvinden ikke kan undgå at smitte.” – Steffen Krejberg Knudsen, programlægger, Bloom Festival.

En dejlig aften med begejstret og engageret formidling af Inge Lehmanns liv, forskning og opdagelser.” – Kira Kelder Sørensen, bibliotekar ved Roskilde Bibliotekerne.

Her i Herning har vi haft Lotte på besøg til vores litteraturfestival HerLitt, og det var en fornøjelse. Lotte er let at have en forfattersamtale med – hendes fortælleglæde, ro og viden gør det til en medrivende oplevelse for alle i salen. I planlægningsfasen er Lotte også yderst professionel og behagelig at samarbejde med. Jeg vil til enhver tid anbefale Lotte til store som små litteraturarrangementer.” – Liselotte Skovgaard Dremstrup, kulturformidler, Herning Bibliotekerne.

Vi havde en forrygende lørdag eftermiddag på Kolding Bibliotek, hvor vi hørte om Inge Lehmanns videnskabelige arbejde og hendes lange dramatiske liv og kamp for at få lov til at bruge sit matematiske talent. Seismolog Trine Dahl-Jensen og forfatter Lotte Kaa Andersen fortalte fra hver deres vinkel, og det var så spændende at høre om en ukendt dansk pioner og hendes opdagelse af Jordens indre kerne. Deltagerne fik en fantastisk dag, hvad mange også kom hen til mig og sagde efter foredraget.” – Kirsten Morild Lorenzen, formand og arrangør, Litteratur6000, Kolding.

Vi var så heldige at have besøg af Lotte Kaa Andersen, som fortalte om sin biografiske roman Den inderste kerne om forskeren Inge Lehmann. Lotte fortalte veloplagt og medrivende, og publikum var begejstrede og spørgelystne. En varm anbefaling af Lotte Kaa Andersen som foredragsholder.” – Annette Rugholt, bibliotikar, Frederikshavn Bibliotek.

Inge Lehmann – Danmarks ukendte verdensstjerne 

Hun er anerkendt som en af verdens største videnskabskvinder, men kun de færreste danskere kender til Inge Lehmann,  den danske matematiker og jordskælvsforsker, der i 1936 opdagede Jordens indre kerne. Som verdens første kvindelige seismolog mødte hun megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, der i høj grad var domineret af hendes chef, Niels Erik Nørlund og fysikeren Niels Bohr. Hun havde en intuitiv forståelse for at aflæse seismiske data, men var henvist til at forske i sin fritid.  I 1950’erne opdagede amerikanerne hendes enestående talent og hentede hende til Columbia University. Her kom hun til at spille en rolle under Den kolde krigs atomvåbenkapløb. Hun blev aldrig gift og fik ingen børn, og den sidste videnskabelige artikel skrev hun, da hun var 99 år. Inge Lehmanns liv er et studie i modige valg og nervøse sammenbrud, stor følsomhed og stor begavelse, rejser, fejder, uforløst kærlighed og en stædighed på størrelse med den klode, hun forskede i.

I foredraget fortæller jeg om Inge Lehmanns liv og virke og om mit arbejde med at finde ind i en historisk persons sind og tanker. For hvordan danner man sig et billede af et andet menneskes relationer og kompleksitet via arkiver, breve og dagbøger? Jeg fortæller om min research, hvor jeg bl.a. har talt med Inge Lehmanns familie og fået adgang til private breve, personlige papirer og en dagbog, som ingen kendte til, før den blev hentet ned fra et loft i Klampenborg for tre år siden. I Den inderste kerne har jeg fået en stor, spektakulær historie forærende. Det har været en gave, der forpligter, for hvordan dramatiserer man en så usædvanlig kvindes liv?

Læs mere på ARTE Booking

Her kan du se min foredragskalender.

Du kan booke foredrag direkte hos mig på lotte@kaaandersen.dk eller hos ARTE Booking på booking@artebooking.dk 

Foto: Bente Vilandt, Litteratur6000 i Kolding.