Lotte Kaa Andersen
Jeg er vokset op i Svenstrup lidt syd for Aalborg og taler stadig nordjysk i godt selskab.
Jeg er cand.mag. i litteraturhistorie og medievidenskab fra Aarhus Universitet.
I dag bor jeg i København og arbejder som forfatter og foredragsholder.
Jeg har skrevet fire romaner og bidraget til forskellige antologier og medier med essays og kronikker. Min nye bog Mit hemmelige liv er en personlig fortælling om overgangsalder og kvindeliv.
Foto Nadia Von Rikka

Mit hemmelige liv
Ny bog ude 21. marts 2024
—
Mit hemmelige liv er en personlig og kollektiv fortælling om overgangsalder og kvindeliv. Om sorg, skam, taknemmelighed, frihed og livskraft. Og om at spørge, dele og række ud til andre kvinder, når fundamentet knager og brager under dig. Overgangsalderen kan føles som at krydse en ørken med en dårlig GPS, men måske behøver vi ikke at gå der alene.
FOREDRAG
Jeg holder foredrag om videnskabskvinden Inge Lehmann og fortæller om arbejdet med min biografiske roman Den inderste kerne, som fortæller historien om Inge Lehmanns liv og hendes opdagelse af jordens indre kerne i 1936.
Mit hemmelige liv
—
Mit møde med overgangsalderen var helt uforberedt. Jeg forstod ikke, hvad der skete med mig og fortalte hverken min mand, søster eller bedste veninde om den nedsmeltning, jeg oplevede. Jeg forbandt det at være fertil med vitalitet og femininitet og var sorgfuld over at miste den kraft, der har styret de fleste af mine valg, siden jeg var helt ung.
Overgangsalderen er en tid med biologisk og eksistentiel omrokering. Der sker et brud med det kvindeliv, vi kender, og for mange af os er livsfasen stadig omgærdet af tabu og skam. Blikket på os forandrer sig, når vi bliver ældre, vores rolle i samfundet bliver en anden.
Overgangsalderen er ikke en livstruende sygdom, men den kan true vores livskvalitet, hvis vi tror, vi bare skal tie og bide tænderne sammen. Men hvad er det, der sker med os fysisk og mentalt, hvilken rolle er der til os på den anden side af overgangsalderen, og hvad kan vi gøre for at komme godt igennem?
Midt i kampens hede besluttede jeg mig for at blive klogere på den forandring, jeg stod i og gik til litteraturen og til erfarne kvinder og eksperter, som delte deres erfaringer og viden med mig. Hos kvinderne og i bøgerne fandt jeg det, jeg havde brug for:
Refleksion, fakta, åbenhed, fællesskab.
—
Jeg deler min egen historie og fortæller om arbejdet med bogen og om mine midtlivs-samtaler med tolv interessante kvinder (og en mand).
Overgangsalderen kan være en mørk tunnel at gå igennem, men vi taler ikke nok om den. På den anden side af overgangsalderen venter en ny måde at være i verden på. En ny frihed og nultolerance overfor bullshit. Det taler vi heller ikke nok om.
KALENDER
Februar 25
—
1.
Kl. 15. Deltager i Word Festival i Odense. Samtale med Signe Ryge om Mit hemmelige liv.
20.
Kl. 19-21: Foredrag om Inge Lehmann og Den inderste kerne på Næstved Bibliotek.
27.
Kl. 19-21 Foredrag på Tørring Bibliotek om Mit hemmelige liv.
MArts 25
—
26.
Kl. 14.30-16.30 Foredrag om Inge Lehmann og Den inderste kerne i Vejgaard Kirke.
31.
Deltager i paneldebat og event om overgangsalder i Aarhus.
April 25
—
1.
Deltager i paneldebat og event om overgangsalder i København.
2.
Kl. 19-21 Foredrag på Hedehusene Bibliotek om Mit hemmelige liv.
4/4 + 5/4:
Deltager i Ordkraft i Aalborg.
MAJ 25
—
1.-25: Stipendieophold på San Cataldo.
27.
Deltager i Lind & Lahmes Bogklub-event om overgangsalder i Empire Bio.
November 25
—
10.
Foredrag om Mit hemmelige liv for kvindenetværk i Viborg (lukket arrangement).